Hjemmeside > Fredens Oase
Fredens Oase
عربي | dansk | Deutsch | English | français | עברית | magyar | italiano | 日本語 | Nederlands | svenska
Landsbyen Fredens Oase
Landsbyen Fredens Oase ligger mellem Jerusalem og Tel Aviv, nær den by Emmaus. På hebraisk hedder landsbyen Neve Shalom, på arabisk Wahat al-Salam. Navnet henviser til profeten Esajas, som skriver: “Mit folk skal bo i fredens oaser i boliger, hvor tillid råder”. Som noget helt enestående i Israel lever både jøder, muslimer og kristne i fredelig sameksistens og er derved “brobyggere” mellem konfliktens parter i Det hellige Land. Fredens Oase har været indstillet til Nobels Fredspris.
Jødisk - Palæstinensisk dialog
Fredens Oase blev grundlagt i 1972 på et 100 tdl. stort område, størstedelen lejet fra et nærliggende kloster. Den blev til ud fra en overbevisning om, at det er muligt for jøder og palæstinensere at leve fredeligt sammen i gensidig respekt.
Grundlæggeren var dominikanermunken Bruno Hussar (1911-1996). Han var jødisk af fødsel, opvokset i Egypten, og blev katolik under sit ophold i Frankrig under Den anden Verdenskrig. Han var meget optaget af den tysk-jødiske folkeoplyser og filosof Martin Buber, og begge var brændende fortalere for en jødisk-arabisk dialog og et Palæstina bestående af både jøder og arabere. Buber var endvidere fortrolig med Danmarks Grundtvig.
Fredens Oase er organiseret som et andelsforetagende med sogneråd og landsbymøder. Den er uafhængig af politiske og religiøse partier og grupper. Idag bor der 50 familier, jøder og palæstinensere, hvoraf nogle er kristne og andre muslimer. De fleste indbyggere har arbejde uden for landsbyen.
I Fredens Oase er der vuggestue, børnehave, skole, et folkeligt oplysningscenter, Bruno Hussar-Centret og et hotel.
Det begynder med børnene
I institutionerne får børnene på en naturlig måde kendskab til hinandens nationale, kulturelle og religiøse forskelligheder, samtidig med at man fremhæver vigtigheden af at bevare sin egenart. F.eks. fejres de forskellige nationale og religiøse festdage i fællesskab i børnehave og skole.
Børnene vokser dermed op i et miljø, der er med til at fjerne deres fordomme og steotype opfattelser af hinanden. Over halvdelen af børnene kommer fra egnen omkring Fredens Oase.
Skolen er den første friskole i landet. Den er tosproget og hebraisk -og arabisk-talende pædagoger er tilknyttet klasserne. Til skolen er der også oprettet et særligt sproglaboratorium, der via emne -og værkstedsundervisning arbejder med sprog: hebraisk, arabisk og engelsk.
På grund af skolens særlige pædagogik modtager den et beskedent statstilskud.
Oplysningscentret „Skolen for fred“
„Skolen for Fred“ er et folkeligt center for undervisning og oplysning om isærsf jødisk-palæstinensiske relationer. I centrum for centrets aktiviteter er konflikten mellem nationale og religiøse befolkningsgrupper. Formålet med centrets virke er naturligvis at skabe større forståelse mellem den jødiske og palæstinensiske befolkning.
En særlig fremtrædende plads i centrets virke indtager lejrskoler/workshops med både jødisk og palæstinensisk deltagelse af unge mennesker, som samles nogle dage i Fredens Oase. Her beskæftiger de sig med deres forestillinger, fordomme og forventninger til det at bo side om side i det samme land. Mere end 10.000 unge har gennem årene deltaget i disse aktiviteter.
I de senere år har „Skolen for Fred“ givet kurser på flere israelske universiteter og lærerseminarer, ligesom man har afholdt seminarer for bl.a. israelske og palæstinensiske journalister og jurister. Skolens lærere har også virket som rådgivere i andre konfliktområder, bl.a. Nordirland, Cypern, og det tidligere Jugoslavien. Skolen arrangerer af og til store sommermøder med flere tusinde deltagere.
Bruno Hussar-Centret - Stilhedens hus
I Fredens Oase findes der ingen synagoge, moske eller kirke, men derimod „Stilhedens Hus“. Grundlæggeren Bruno Hussar tog udgangspunkt i Det gamle Testamentes „Klagesange“, hvori det hedder: „Det er godt at håbe i stilhed“. Derfor har man bygget Doumia/ As-Sakina, som betyder Stilhedens Hus - en kuppelformet bygning, enkel og smukt beliggende. Her kan alle, der ønsker det, trække sig tilbage i rolige omgivelser til eftertanke.
En vigtig del af Bruno Hussar-Centrets virke er at skabe mulighed for refleksion og diskussion mellem alle, det gælder såvel jøder, muslimer, kristne, ikke troende osv.
Centret afholder foredrag og seminarer om disse emner, ligesom der er planer om opførelse af en bygning hvor man kan praktisere sin religion med gudstjeneste m.v. Fredens Oase arrangerer også undervisning og højskolelignende ophold for grupper og medvirker ved alternative turistrejser og ophold i Israel/Palæstina.